Kronikør går til angreb: Politikernes evige lappeløsninger ødelægger Danmark

Der er noget galt i dansk politik. Ikke med en enkelt reform eller et bestemt parti, men med selve den måde, vi har vænnet os til at løse problemer på. Det er kernen i en opsigtsvækkende kronik af Katja Kvaale, der i Berlingske tager et opgør med det, hun kalder »pragmatisk idealisme« – den danske tradition for at finde kompromiser og midlertidige løsninger i stedet for at tage fat om roden.

Tre områder i forfald

Kvaale peger på tre konkrete områder, hvor den politiske uvillighed til at handle permanent har efterladt Danmark i en sårbar position.

For det første: miljøet. Vores land og vand har i årevis været genstand for halvhjertede tiltag og udskudte deadlines. Landbrugspakker, kvælstofplaner og vandmiljøaftaler kommer og går, men de strukturelle problemer forbliver uløste. Det er ikke mangel på viden – det er mangel på vilje.

For det andet: danske jøders sikkerhed. Trusslen mod det jødiske mindretal i Danmark er reel og veldokumenteret, men den politiske respons har ifølge Kvaale været reaktiv og utilstrækkelig. Man handler, når terrortruslen eskalerer, og trækker sig tilbage, når overskrifterne forsvinder.

For det tredje: folkestyrets integritet. Her handler det om den demokratiske kultur, hvor kortsigtede politiske gevinster gang på gang trumfer langsigtede løsninger. Resultatet er et politisk system, der excellerer i at udskyde, men sjældent leverer varige forandringer.

Når kompromis bliver en sovepude

Danmark har længe været stolt af sin konsensuskultur. Evnen til at finde fælles fodslag bliver ofte fremhævet som en national dyd. Men Kvaales pointe er ubehagelig præcis: Når kompromis bliver et mål i sig selv, ender det som en sovepude. Man lapper og justerer, men ingen tør rive ned og bygge op forfra.

Det er en kritik, der rammer bredt. Hverken rød eller blå blok slipper for skudlinjen, for problemet er ifølge Kvaale systemisk. Det handler ikke om, hvem der sidder i statsministeriet – det handler om en politisk kultur, der belønner dem, der undgår konflikter, frem for dem, der løser dem.

Et opgør der mangler

Kvaales diagnose efterlader et åbent spørgsmål: Hvem tør tage det opgør? For hvis pragmatisk idealisme virkelig er Danmarks endeligt, som hun formulerer det, så kræver det mere end endnu et forlig at ændre kursen. Det kræver politikere, der er villige til at betale prisen for permanente løsninger – også selvom den pris er upopularitet på kort sigt.

Indtil da fortsætter vi med at råsylte problemerne. Og håbe på, at glasset holder.