Anders Refns nye krigsfilm vil for meget – og det koster dyrt

Anders Refn er klar med den tredje og sidste film i sin ambitiøse trilogi om Anden Verdenskrig i Danmark. Men noget går galt, når den erfarne instruktør forsøger at lande det hele på én gang.

Matador-syndromet rammer

Ifølge Berlingske lider filmen af det, anmelderen kalder »Matador-syndromet« – den tilstand, hvor et værk så gerne vil spænde over alt og alle, at det ender med at skøjte hen over overfladen. Tråde samles, men der dvæles ikke. Scener, der burde have plads til at ånde, klippes væk til fordel for næste plotpunkt.

Det er den klassiske fælde for store historiske fortællinger. Matador kunne tillade sig det over 24 afsnit. En spillefilm har ikke den luksus – og resultatet er en film, der føles som et hurtigt resume af noget, der fortjente mere tid.

En bestemt gruppe betaler prisen

Det går især ud over én gruppe i fortællingen: de danske civile, der levede under besættelsen. Deres historier – de stille dramaer, de umulige valg, den daglige overlevelse – er præcis det, der gør Anden Verdenskrig i Danmark til noget andet end slagmarksaction. Men når filmen haster videre fra scene til scene, bliver de reduceret til statister i deres egen historie.

Og det er ærgerligt. For Refns to første film viste, at han kan det der med at fange besættelsens menneskelige pris. Men i jagten på at binde trilogien sammen er ambitionsniveauet blevet filmens værste fjende.

Trilogien fortjener bedre

Der er ingen tvivl om, at Anders Refn har sat sig et enormt projekt for. Tre film om Danmarks mørkeste kapitel er modigt – især i en dansk filmindustri, der sjældent tænker i den skala. Men tredje akt viser, at mere ikke altid er bedre. Nogle gange handler det om at vælge de rigtige øjeblikke og give dem plads.

Filmen er stadig værd at se for dem, der har fulgt trilogien. Men forvent ikke den store emotionelle landing. Den blev klippet væk.