Landmand sprøjter over Københavns drikkevand – og kan ikke stoppe

Under markerne i Ise Bjerg ved Solrød ligger noget af Københavns vigtigste drikkevand. Ovenpå sprøjter landmand Ole Christiansen sin jord med pesticider – ikke fordi han vil, men fordi han ifølge ham selv ikke har noget reelt alternativ.

Frivillige aftaler der ikke virker

Statsminister Troels Lund Poulsen har gentagne gange fremhævet den grønne trepartsaftale som vejen til at beskytte det danske grundvand. Idéen er simpel: Landmænd indgår frivillige aftaler om at sælge deres jord eller omlægge til pesticidfri drift i de områder, hvor drikkevandet er mest sårbart.

Problemet? Aftalerne fungerer ikke i praksis. I hvert fald ikke for Ole Christiansen, der har forsøgt at sælge sin jord i årevis uden at komme nogen vegne.

«Jeg skal købes ud af markedet»

Ole Christiansen er ikke typen, der kræver guld og grønne skove. Men han insisterer på, at prisen skal afspejle virkeligheden – at han reelt bliver tvunget ud af sin forretning for at beskytte et fælles gode.

«Jeg skal ikke have markedsprisen. Jeg skal købes ud af markedet,» som han selv formulerer det.

Det lyder måske som en fin nuance, men forskellen er afgørende. Markedsprisen for landbrugsjord tager ikke højde for, at man mister sit levebrød permanent. Og så længe tilbuddet ikke matcher den reale omkostning, siger Ole nej – og fortsætter med at sprøjte.

Frivillighed eller afpresning?

Ole Christiansen har ifølge Berlingske nægtet at deltage i den grønne trepartsaftale, fordi han oplever de såkaldt frivillige aftaler som alt andet end frivillige. Enten accepterer man en pris, man ikke kan leve med, eller også fortsætter man som hidtil – med pesticider over drikkevandet.

Det efterlader et ubehageligt spørgsmål: Hvis de frivillige aftaler ikke kan overtale en landmand, der faktisk gerne vil sælge, hvad er de så værd?

Drikkevandet venter ikke

Imens politikerne roser den frivillige model, siver der potentielt pesticider ned mod grundvandet under hovedstadsområdet. Eksperter har længe advaret om, at frivillige ordninger er for langsomme til at beskytte de mest sårbare indvindingsområder.

For Ole Christiansen er situationen absurd. Han vil gerne holde op med at sprøjte. Han vil gerne sælge. Men systemet, der skulle gøre det muligt, står i vejen.